Det er trist at se, hvordan unges adfærd ofte sygeliggøres og reduceres til diagnoser fremfor at blive forstået i en bredere sammenhæng. Alt for ofte behandles symptomer som personlige lidelser, uden at vi tager højde for de komplekse omstændigheder, de unge navigerer i. Når vi alene fokuserer på diagnoser, mister vi muligheden for at forstå, hvad der ligger bag deres adfærd, og risikerer at overse de sociale, økonomiske og kulturelle faktorer, der påvirker deres trivsel.
Unge i dag lever i en verden, som på mange måder er mere kompleks end tidligere generationers. Det er værd at overveje, om vores samfund har reageret tilstrækkeligt kritisk på deres udfordringer, eller om vi for hurtigt er begyndt at diagnosticere deres symptomer som individuelle problemer.
I stedet for at se en diagnose som en endegyldig forklaring på de unges tilstand bør vi støtte dem i at forstå deres udfordringer som en naturlig respons på de livsbetingelser, de befinder sig i. Selvfølgelig kan psykiatrien hjælpe mange unge ved at tilbyde en professionel vurdering og behandling, men når diagnoser bruges som primær forklaring, sender det ofte et signal om, at problemet er iboende i den unge selv. Denne tilgang kan forstærke en selvforståelse hos de unge, hvor de ser deres udfordringer som uundgåelige dele af deres identitet, hvilket kan medføre skyld og skam. Vi bør derfor være varsomme med at lade diagnoser blive den dominerende fortolkning, da det begrænser de unges mulighed for at se sig selv i et mere nuanceret lys.
Vi som samfund bør skabe et støttende miljø, hvor de unges udfordringer bliver mødt med forståelse og accept. Ved at hjælpe dem til at se deres symptomer som meningsfulde svar på de omstændigheder, de står i, kan vi styrke deres oplevelse af autonomi og handlekraft. Når vi inddrager de unges egne oplevelser og perspektiver i processen, kan vi opnå en mere nuanceret forståelse af deres udfordringer, hvor diagnosen ikke bliver en begrænsende ramme, men en del af en større kontekst.
Et skift fra diagnosticering til selvudvikling indebærer at se ud over traditionelle diagnostiske rammer og fokusere på de unges styrker og ressourcer. Ved at gøre dette skaber vi et samfund, hvor de unge føler sig som meningsfulde deltagere, og hvor de bedre kan håndtere deres udfordringer med en stærkere forståelse af deres egne ressourcer. Psykoterapi kan her være en vigtig pendant til den omfattende diagnosticering, da det tilbyder et rum, hvor unge kan udforske deres følelser og situation i dybden og udvikle sunde mestringsstrategier.
Samlet set handler det om at flytte fokus fra en diagnosticerende tilgang til en forstående og støttende ramme, hvor de unges udfordringer ses i lyset af deres livsomstændigheder. En diagnose kan være et nyttigt redskab, men når det handler om unge, er det afgørende, at vi ser på de bredere sammenhænge og skaber et samfund, hvor de kan føle sig forstået og støttet i deres udvikling.